Sognefilm

Sognefilm om livet på Helnæs 2025.

I Helnæs Lokalhistoriske Arkiv har man drøftet muligheden for, at der udarbejdes en sognefilm for halvøen Helnæs, der kan beskrive og fastholde for eftertiden “livet, der leves på Helnæs i 2025”. Den seneste sognefilm blev optaget i 1978.

 I de næsten 50 år, der er gået siden, er der sket meget store samfundsmæssige ændringer. Disse ændringer kommer tydeligst til udtryk i de mindre samfund, hvor selv små forandringer kan have store konsekvenser. Derfor har forandringer stor synlighed på halvøen Helnæs, der i dag har 220 faste beboere, og hvor der i dag ingen skole eller dagligvarebutik er. Helnæs er derfor en god indikator for konsekvenser og synlighed ved samfundsmæssige forandringer.

Det mest synlige er transformationen, der fortløbende sker fra den landbrugskultur, der var dominerende med tilhørende servicetilbud og til det fritidssamfund, der nu udvikler sig hastigt. Hvad sker der med det rige og traditionelle foreningsliv, brug og benyttelse af naturen, bosætning, demografi- og erhvervsstrukturer.

Opdelingen i landbrug, fiskeri, håndværk og handel samt officielle institutioner er i de forløbne 50 år langsomt afviklet.

Når noget forsvinder, opstår nye muligheder!

Lokalhistorisk Arkiv har nedsat en projektgruppe på 5 medlemmer, der skal udarbejde projektbeskrivelse, komme med ideer, snakke med relevante personer, der vil kunne indgå med relevant viden og indsigt i sognefilmen, samt udarbejde drejebog og skaffe økonomisk overblik over budget mv.

Der har været afholdt åbne møder, hvor halvøens beboere har drøftet projektet, har kunnet komme med input. Der har været stor interesse for projektet og der er derfor bred lokal opbakning og forankring.

Projektgruppen er helt bevidste om vigtigheden af at sognefilmen produceres i den bedst mulige kvalitet. Det gælder optagelse, speak og det lydtæppe, der skal binde sammen. Det har vist sig vanskeligt at skaffe opmærksomhed om projektet hos fonde. Budgettet er derfor reduceret. Lokalt er der givet tilsagn om støtte fra kommune og Lokalråd. Desuden har der vist sig interesse fra beboere i at yde økonomisk støtte. Med dette som baggrund er der taget kontakt med en gruppe unge mediestuderende, der er villige til at arbejde med projektet under ledelse af arbejdsgruppen.

Der er positivt tilsagn fra Assens Kommune om at måtte benytte klip fra allerede producerede film fra Helnæs. Endvidere vil der blive indsamlet still-billeder og klip fra de mange private, der har stillet deres materialer til vores rådighed. Endvidere materiale fra lokalhistorisk arkiv i det omfang, der skal knyttes forbindelse til tidligere år.

Helnæs er en halvø, forbundet med Fyn med en 2 km lang dæmning, beliggende i den sydlige del af Lillebælt i Assens kommune. Da Achton Friis på sin vej rundt til de danske øer i 1930erne kom Til Helnæs, var hans udbrud : “at komme til Helnæs, er som at få en knytnæve i ansigtet!” Så stor var kontrasten til Fyn for ham.